søndag den 14. august 2016

En kold sommeraften i August.

Det er ikke lige til at se det - hvis man ikke lige ved det. Men det skulle altså være sommer.
Familien ville gerne en tur på golfbanen her til aften, og jeg så mit snit til at sidde i aftensolen og klippe sengelinned til.

Det er et rigtig dejligt område hvor golfbanen ligger. Ude midt i Nationalpark Thy. Jeg syntes det var lidt koldt da vi tog hjemmefra, så jeg var godt forberedt. Saks, strimler, mobiltelefon, tæppe og selvfølgelig en jakke og tørklæde på.

Jeg fik mig placeret det fineste sted, hvor jeg både havde udsigt over det fine landskab og samtidig kunne se min famile skyde de små hvide golfkugler i hullerne rundt omkring mig.
Efter ca. 30 minutter var jeg nødt til at opgive, og sætte mig over i bilen. Det var så koldt og det blæste en halv pelikan, så jeg slet ikke kunne styre mine strimler.


Det blev til næsten en hel bold på bænken. Men da jeg kom ind i bilen blev det til lidt flere.

Min familie måtte ligeledes give op på golfbanen. De frøs og syntes egentligt også at det begyndte at blæse mere og mere op.
Nu sidder vi hjemme i stuen. Vores datter er puttet og vi sidder og nyder et lille glas.

Ferien er slut for vores vedkommende, min mands ferie sluttede allerede i sidste uge, hvortil jeg havde en ekstra uge. Den er slut i morgen, og dagligdagen starter igen på Tirsdag.


lørdag den 13. august 2016

Kludetæpper

Efter lang tids forberedelse, gik startskuddet endeligt. Trendbordet blev fundet frem, og jeg fik spundet ca. 260 tråde op.
Planen er at jeg vil væve kludetæpper. Jeg har samlet gammelt sengelinned i et par måneder, noget har jeg fået og andet har jeg måtte købe mig til i diverse genbrugsforretninger.

Jeg bestilte trendgarn, fiskegarn 12/9, og da det ankom med posten, var det bare at komme igang.
Det tog ikke længe at udarbejde opskriften, og så var det jo bare at få sat trendbordet op.

Det lille trendbord, var et jeg købte på nettet i efteråret. Jeg ville gerne have haft et stort et, men hvis jeg skal være realistisk så kommer jeg nok aldrig til at lave 20 meter trend, og i øvrigt så bliver pladsen jo også trang, alt efter hvor meget man får slæbt sammen af ting og sager.


Da trenden var færdig fik jeg den hæklet af - og ligger her som en pølse hen over min væv.

Fiskegarn er noget af det nemmeste at arbejde med, syntes jeg. Jeg ville ønske at, jeg var startet med denne type garn, da jeg begyndte at væve. Så ville mange ærgelser havde været unødvendige. Jeg tænker bare lige indtil man får øvelsen i at sætte sin væv op.
Jeg købte en stor væv sidste sommer. Helt uden tanke på hvordan jeg skulle få den sat op. Så ved hjælp af youtube videoer, logisk sans og en venlig hånd, så kom det til at gå helt fint.

Min væv har en vævebredde på 160 cm, med 8 tramper og 8 skafter. Den har ingen sideskamler, så når jeg binder den op, så foregår det direkte på skafterne, og det fungerer fint.

Min datter på 10 år vil rigtig gerne have et gulvtæppe på hendes værelse. Hun har selv været med til at vælge farverne, og jeg syntes selv at de er blevet helt rigtige.




Jeg har idag købt en stof skærer i panduro hobby. Den bliver jeg rigtig glad for. Jeg har indtil nu, klippet alle strimlerne, og det er et kæmpe arbejde. Det har også kostet et par vabler. Nu skal jeg bare have min bedre halvdel til at lave et bord til mig ude i garagen så jeg kan stå derude og skære, da jeg syntes det støver rigeligt, når jeg står med det indendørs.
Når jeg har klippet, eller skåret strimlerne ud, er det lykkedes mig at gøre det sådan, at et sengelinned bliver til en hel strimmel. Så er det nemmere at styre og så kan det rulles i store bolde.

Jeg har sat væven op til 2 tæpper af 80 x 200 cm. Jeg regner med at den næste skal være blå. Jeg har mange forskellige blå nuancer, og det er nu en dejlig farve.